® ®
|
|
Principperne for grammatisk komma er ikke udsprunget af det danske folk, men er konstrueret ved et skrivebord af udenlandske kancellister, skriver kronikøren, der specielt vender sig kraftigt mod »die dummen Dänens« forkvaklede forhold til deres eget sprog. Han opfordrer alle til at bruge deres sunde fornuft og opgive deres forgæves forsøg på at sætte »tyskerkomma«.
Da Nissen i modsætning til de fleste tilhængere af grammatisk komma har åbnet en retskrivningsordbog, vil jeg benytte lejligheden til at korrigere nogle af de misforståelser han har fået ud af det. For det første er der ikke noget nyt i at man på tysk kan udelade kommaet mellem to hovedsætninger der er forbundet med und eller oder, hvis de indholdsmæssigt hører sammen. Ligesom ved dansk grammatisk komma kan man også udelade kommaet mellem to bisætninger med fælles hovedsætning eller fælles subjunktion: Gunnar skiftede mening, da han så ordentligt efter i ordbogen og sagens rette sammenhæng gik op for ham. Dansk grammatisk komma afviger dog fra det tyske forbillede på flere punkter; f.eks. sætter man i tysk komma foran en udvidet infinitiv med zu (hvilket ikke, som Nissen skriver, har noget at gøre med om der også står um). I modsætning til hans forhastede konklusion ændrer dette imidlertid ikke ved at det danske system er en efterligning af det tyske. Det må derfor være på sin plads med en kort beskrivelse af kommaets historie i dansk.
Strengt taget brugte danskerne slet ingen form for tegnsætning dengang, men det begyndte man at gøre da man efterhånden var gået over til latinske bogstaver. I et eksemplar af Jyske Lov fra omkring 1325 står der: »Wrææk thær til landæ kummær oc ængi man fylægher æth kummær æftær, thæt a kunnung for thy at kunnung a allæ forstrandæ, oc thæt thær ængi man a, thæt a oc kunnung.« (Vrag der driver i land og [som] ingen mand følger med eller kommer efter, det ejer kongen fordi kongen ejer alle forstrande, og det som ingen mand ejer, det ejer kongen også.) Læg mærke til at kommaerne i den jyske tekst står præcis som de skal stå efter reglerne for nyt komma.
For øvrigt brugte man heller ikke grammatisk komma i old- og middelhøjtysk. Det begyndte man først på da man i det 15. århundrede gik over til det nyhøjtyske fællessprog der siden blev kanoniseret som die Standardsprache. Der blev dog ikke indført faste regler for tegnsætning i dansk foreløbig, og man kunne derfor stadig bare sætte kommaerne hvor man tilfældigvis havde lyst. Den første danske grammatik var Erik Pontoppidans Grammatica Danica fra 1668, men her var der blot en kort oplysning om at kommaet var noget man brugte til at adskille ord og sætninger. P. Schultz brugte pausekomma i Danskens Skriverigtighed fra 1724, og Jacob Baden argumenterede i Forelæsninger over det danske Sprog fra 1813 for en skelnen mellem parentetiske og definerende relativsætninger. Som ved det vore dages nyt komma skulle der ikke komma foran de sidste: »Han har samlet en stor Deel bøger, hvilke dog meest alle ere theologiske. Du har vel faaet de Bøger som jeg sendte dig.« Først i 1918 — længere er det ikke siden — fik vi med Saabys Retskrivningsordbog det første sæt officielle regler for danske kommaer. Grammatisk komma blev indført som ligeberettiget med det gamle danske system, og sådan blev det ved med at være i retskrivningsordbøgerne fra 1923, 1955 og 1986. At de to systemer som bekendt har fået nye navne i år, ændrer ikke noget ved den sag.
I den danske folkeskole har trosbekendelsen gennem flere generationer lydt: Man sætter et kryds under hvert grundled og en bolle under hvert udsagnsled, og når man har samlet to af hver, sætter man et komma et eller andet sted mellem dem, amen. Som Nissen selv er tæt på at indrømme, er denne metode langt fra tilstrækkelig; den er kun en nødløsning for folk der insisterer på at kommaer skal sættes på grundlag af en grammatisk analyse, men som stort set ikke aner hvad en bisætning er for noget. De kan komme galt afsted på mange måder. En af de mest almindelige bommerter laver de hvor to verber har fælles subjekt og der er indsat en bisætning mellem dem: Hr. Jensen ser at hr. Nielsen drikker en pilsner og tager fru Jensen på brysterne. Efter kryds og bolle-metoden skal der kun være komma efter ser, for der er jo kun er to subjekter og dermed kun to ledsætninger. Set fra et rent grammatisk synspunkt er det da heller ikke nødvendigt at sætte komma andre steder. Derfor ser man jævnligt sætninger skåret over denne læst, som jeg kalder »danskerkomma«: Der står et overflødigt komma foran bisætningen og skiller den fra den hovedsætning den hører sammen med, og der mangler et nødvendigt komma efter bisætningen til at skille den fra den hovedsætning den ikke hører sammen med. Ved pausekomma tænker man ikke så meget på hvilket ord der er subjekt for hvilket verbum, som på hvem der rager på hvis kone (hvad både læseren og hr. Jensen vel også synes er mere interessant), og dét markerer man ved — eventuelt — at sætte et komma efter pilsner.
Det er min erfaring at man kan redde sig en masse skideballer på den måde, men at det er umuligt at få nogen til at argumentere sagligt for at det tjener et fornuftigt formål at sætte grammatisk komma. Årsagen er ganske enkel: Det gør det ikke. Enhver skriftlig meddelelse er en transport af oplysninger fra ét hoved til et andet: fra ens eget til læserens. Det gælder derfor ikke om blot at demonstrere sine egne (som regel mangelfulde) færdigheder inden for et eller andet obskurt grammatisk skoleridt, men om at få læseren til at opfatte meningen med teksten så korrekt som muligt. Grammatisk komma gør overhovedet ingen gavn i den forbindelse — ikke engang hvis det er udført korrekt, og da slet ikke hvis det er udført som det normalt bliver gjort. Da pausekomma tvinger brugeren til at være opmærksom på hvad det er for oplysninger han vil transportere over i et andet hoved, og ikke koncentrere sig om nogle irrelevante skrivebordsteorier, vil det automatisk forebygge misforståelser som den ovennævnte med hr. Nielsen og fru Jensen. Hvorfor fandt »die dummen Dänen« sig i at få det dengang nymodens tyske komma trukket ned over hovedet? Hvorfor blev det endda tilladt som ligeberettiget med det traditionelle danske system da vi endelig fik faste regler for tegnsætning efter første verdenskrig? Hvorfor røg det ikke samme vej som substantivernes store begyndelsesbogstaver i afgermaniseringens glade dage efter anden verdenskrig? Sandelig, man må undre sig! Pausekomma er i enhver henseende nemt, logisk og praktisk, både når man skriver og når man læser. Grammatisk komma er kun til besvær, og det gør det i mange tilfælde vanskeligere at forstå hvad folk har skrevet. Lad os befri vort sprog for denne nytteløse plage, og lad os vende tilbage til det gode gamle danske system, der jo slet ikke er så nyt som det hedder.
| ||
English
Deutsch
ronikken af Gunnar Nissen den 23. november var et angreb mod hvad han kalder Sprognævnets husflidsarbejde: den seneste udgave af pausekommaet, som i virkeligheden ikke er afskaffet, men bare har fået nyt navn i den seneste version. Nu hedder det nyt komma, og han betegner det som intet mindre end en katastrofe. Det mener jeg slet ikke det er; det jeg har mest imod, er at man nu skal stave men med fem bogstaver: komma - mellemrum - m - e - n.
fte hævder tilhængere af grammatisk komma at dét er det traditionelle og det allerdanskeste af de danske kommasystemer, men det er det ikke. Den ældste kendte bisætning i urnordisk lyder »... sa þat briutiþ« (... han [som] dette ødelægger). Dengang brugte man ikke relativpronominer som der eller som. Som det kan ses, brugte man heller ikke grammatisk komma, og det gjorde man heller ikke da dansk begyndte at skille sig ud som selvstændigt sprog for ca. tusind år siden. En del af teksten på Glavendrupstenen fra midten af det tiende århundrede lyder: »... at rita sa uarþi is stainþansi ailti iþa aft ãnãn traki« (...til en udstødt blive den som skader denne sten eller drager [den] efter en anden...).
an har altså haft pausekomma i dansk lige siden man begyndte at sætte kommaer, selv om det en overgang var ved at blive udkonkurreret af det tyske system sammen med resten af sproget: I reformationstiden blev landet mere eller mindre koloniseret af tyskerne, som blandt mange andre håndværk bragte bogtrykkerkunsten med sig. Da de skulle til at trykke bøger på de indfødtes sprog, viste det sig at der ikke var nogen ortografiske regler, og hvad var så nemmere end bare at trække det system ned over hovedet på dem som man kendte hjemmefra? De kristne havde jo gjort det samme da de indførte det latinske alfabet i Tyskland. (Det er derfor vi i de germanske sprog både har nogle lyd som vi ikke har noget bogstav til at betegne, og nogle bogstaver som ikke selv har nogen lyd at betegne og i stedet slås med k og s om at betegne deres lyd.)
lligevel bliver de danske sprogmullaher stædigt ved med at insistere på at man skal bruge deres elskede tyskerkomma, og de nægter rasende at der kan være den mindste tvivl om at det er det eneste rigtige. Jeg mener dels at man bør sætte sig ordentligt ind i en sag før man udtaler sig om den, dels at man godt kan skifte mening hvis det man hidtil har ment, viser sig at være forkert — men prøv engang at sige sådan noget til en tilhænger af grammatisk komma. Uha uha!