Stone Translation ®

 

Klik og få et ring
- det koster ingenting

 
Grammatisk galskab

Jeg vender i denne artikel tilbage til en af mine yndlingsaversioner: det grammatiske/traditionelle komma og dets det udi egen indbildning beherskende tilhængere.

En BA-studerende på andet semester ved HHS i Kolding offentliggjorde engang en tekst på handelshøjskolens eksterne intranet (eller hvad man nu skal kalde det) om et problem hun har med at skrive ud. Teksten indeholdt bl.a. følgende sætning:

Det har jeg kunnet leve med, da det meste af korrespondancen foregår på fransk og jeg blot har kunnet konsultere skærmen, hvis der var problemer med at tyde en udskrift.

Når man kigger på hendes tegnsætning, kan det i første omgang se ud som om der er noget der halter, men hvis man analyserer den grundigt, viser det sig at den faktisk er fuldstændig korrekt. BA in spe’en har ganske vist sat traditionelt komma, så det er ikke sikkert at det er med vilje hun har gjort det uden fejl, men fejlfri er hendes tegnsætning ikke desto mindre.

De fleste vil sikkert umiddelbart mene at der burde være et komma efter fransk. Det er der jo efter med og efter skærmen, og da tilhængere af traditionelt komma jo oftest foretrækker kryds og bolle-metoden frem for alt det besvær med at lære at gøre det rigtigt, vil det for dem være en naturlig reaktion også at sætte et komma efter fransk.

Hvis man imidlertid sætter sig ordentligt ind i reglerne for tegnsætning i dansk, vil man opdage at den studerende har formuleret en tekst som dels er helt fri for komma- og andre fejl, dels både er en teknisk avanceret konstruktion og smuk i al sin enkelhed: Vi har først en hovedsætning, derefter følger to indbyrdes sideordnede bisætninger som begge er underordnet hovedsætningen, og til sidst kommer, på niveau 3, en bisætning som er underordnet den ene af de to bisætninger på niveau 2.

I sådanne konstruktioner er der en speciel finesse vedrørende tegnsætningen som både er praktisk og fornuftig, men som alligevel gælder for begge danske kommasystemer. Da de færreste danskere imidlertid finder på at læse reglerne for tegnsætning i dansk før de udtaler sig om hvad der står i dem, er der stort set ingen der har opdaget det. Jeg vil i det følgende give en redegørelse på grundlag af det ovenstående teksteksempel.

 
Oh danske komma i al din glans ...

Det første komma, som står efter leve med, står mellem en hovedsætning og en bisætning, og det er placeret umiddelbart foran en subjunktion der indleder bisætningen. Det kræver derfor ingen videre forklaring; her er det stort set altid korrekt at sætte et traditionelt komma.

Men så bliver det sjovt. Hvis to bisætninger er indbyrdes sideordnede, underordnet den samme hovedsætning og forbundet med denne ved hjælp af en fælles subjunktion som kun er eksplicit til stede i den ene bisætning (altid den første) — så behøver man ikke adskille de to bisætninger med et komma. Dette har været en ukendt men fast regel for grammatisk/traditionelt komma lige så længe vi har haft regler for tegnsætning i dansk. Oprindeligt var det ligefrem forbudt at sætte et komma her, jf. § 40 (2 b) i RO 1955; først i 1986 blev det valgfrit, jf. § 50 (2) i RO 1986, og sådan har det været siden, jf. § 52 i RO 1996 og § 57 (2) i RO 2001. (Det har også altid været en fast regel for pausekomma og nyt komma, men der har man jo ikke det problem det drejer sig om her).

I det aktuelle tilfælde er bisætningen det meste af korrespondancen foregår på fransk tydeligvis forbundet med hovedsætningen Det har jeg kunnet leve med ved hjælp af subjunktionen da. Bisætningen jeg blot har kunnet konsultere skærmen er ikke blot knyttet til den foregående bisætning med konjunktionen og; den er også, hvad der er mindst lige så vigtigt, knyttet til hovedsætningen på præcis samme måde som den foregående bisætning: At subjektet jeg har kunnet konsultere skærmen, er årsag til at det har kunnet leve med problemet; derfor må nulsubjunktionen i denne bisætnings forbinderfelt nødvendigvis også være en årsagssubjunktion. (At det hænger sådan sammen, ses — foruden af helsætningens konstruktion — også af at adverbiet blot er placeret foran det finitte verbum har i stedet for den normale placering efter det). Når en underordnet bisætning står efter en anden underordnet bisætning som har samme funktion i helsætningen, er det ganske normalt at man kun skriver subjunktionen i den bisætning der står forrest, og lader den være fælles for begge bisætninger.

Ved traditionelt komma skal man som hovedregel altid sætte et komma mellem to ledsætninger, men i tilfælde som det viste kan man som nævnt udelade kommaet mellem bisætningerne. Hermed markerer man at det der foregår i de to bisætninger, er to årsager med den samme virkning, nemlig det der forgår i hovedsætningen. Læseren risikerer således ikke at forveksle den anden bisætning med en selvstændig ledsætning som står uden for dén meningsmæssige sammenhæng der udgøres af hovedsætningen og den første bisætning. På den måde kan man gøre det nemmere for læseren at forstå meningen med teksten (det ikke just det der er formålet med traditionelt komma, men det kan man altså).

Det traditionelle komma foran den sidste ledsætning, hvis der var problemer med at tyde en udskrift kan derimod ikke udelades. Denne bisætning er ikke sideordnet med nogen anden og deler heller ikke subjunktion med en anden, men er underordnet bisætningen jeg blot har kunnet konsultere skærmen ved hjælp af subjunktionen hvis.

Summa summarum: Det er fuldstændig korrekt at sætte traditionelt komma sådan som den vordende BA har gjort det i det viste eksempel.

 
... og visdom

Og dét er jo komplet åndssvagt! På den måde gør man en af de ting der irriterer mig mest ved det tyske komma og dets danske efterligning: Man skiller hvad der hører sammen, og samler hvad der ikke (i samme grad) hører sammen.

Bisætning 1 og 2 da det meste af korrespondancen foregår på fransk og jeg blot har kunnet konsultere skærmen er ganske vist to årsager med fælles virkning (hovedsætningen), men bortset fra dette og den fælles subjunktion er de to selvstændige enheder der ikke på nogen måde er afhængige af hinanden. Bisætning 2 og 3 og jeg blot har kunnet konsultere skærmen, hvis der var problemer med at tyde en udskrift er derimod én meningsmæssig enhed, og de er langt mere afhængige af hinanden end bisætning 1 og 2 er.

Prøv blot at fjerne en af de tre bisætninger, og se hvad der sker: Hvis man fjerner bisætning 1 det meste af korrespondancen foregår på fransk (subjunktionen da skal blive stående fordi den er fælles), skal man selvfølgelig også fjerne konjunktionen og da dennes funktion bortfalder, men ellers er der ingen problemer. Hvis man fjerner bisætning 2, er helsætningen rent grammatisk til en vis grad forsvarlig, men semantisk går det galt: Det har jeg kunnet leve med, da det meste af korrespondancen foregår på fransk, hvis der var problemer med at tyde en udskrift.

Da hovedsætningen og den sidste bisætning begge står i en fortidig tempus, hhv. perfektum og præteritum, i modsætning til den nutidige tempus præsens i den bisætning der her står i midten, vil det fremstå som om den sidste bisætning er tilknyttet hovedsætningen; den har blot karakter af en parentetisk apposition, hvilket er grunden til at den midterste ledsætning har kunnet indskydes her. Meningen med teksten bliver hermed at hvis der var problemer med at tyde en udskrift, så har jeg kunnet leve med det fordi det meste af korrespondancen foregår på fransk (underforstået at det kaudervælsk gider jeg sgu ikke læse alligevel).

Hvis man fjerner bisætning 3, kommer man til at mangle den modificering af indholdet i bisætning 2 som bisætning 3 definerer, men så er det heller ikke værre. Derimod vil en fjernelse af både bisætning 2 og 3 ikke give flere problemer end en fjernelse af bisætning 1.

Uanset hvilket af de to danske kommasystemer man foretrækker, har det altså altid været helt korrekt at udelade kommaet efter på fransk, og selvom det ikke længere er obligatorisk, må det stadig anbefales. Men det kan absolut ikke anbefales at skille de to sidste bisætninger med et komma efter skærmen selvom dét altid har været påbudt ifølge reglerne for grammatisk hhv. traditionelt komma.

Her er fordelen ved nyt komma så indlysende at selv svorne tilhængere af traditionelt komma må kunne indse det hvis de ellers vil (men det vil de jo nok ikke).

 
Alternative løsninger

En anden mulighed er at luske uden om problemet i stedet for at løse det, nemlig at ændre formuleringen. Man kan f.eks. lave bisætning 1 og 2 om til to hovedsætninger i en konstruktion med dels-dels eller forbundet med et og:

Det har jeg kunnet leve med, for dels foregår det meste af korrespondancen på fransk, dels har jeg blot kunnet konsultere skærmen hvis der var problemer med at tyde en udskrift.

Det har jeg kunnet leve med; det meste af korrespondancen foregår på fransk, og jeg har blot kunnet konsultere skærmen hvis der var problemer med at tyde en udskrift.

Men det er som nævnt kun et alternativ; bortset fra det formelt korrekte men i praksis tåbelige komma efter skærmen er der ikke det mindste at udsætte på den oprindelige formulering.