Stone Translation ®

 

Klik og få et ring
- det koster ingenting

 
Komma — en hjælp eller en plage?

Denne artikel er et uddrag af en længere smøre som jeg skrev i 1995, og blev publiceret i 1996. De anførte paragraffer henviser derfor til Retskrivningsordbogen fra 1986.

Komma - en hjælp eller en plage?

Det danske sprog »udmærker« sig frem for andre ved at have to forskellige sæt regler for hvordan man skal sætte kommaer. Begge systemer bliver justeret hver gang der udkommer en ny retskrivningsordbog, og i den der udkommer om nogle måneder, får de også nye navne: Grammatisk komma kommer til at hedde traditionelt komma, og pausekomma bliver til nyt komma. Sprognævnet siger ganske vist at nyt komma ikke bare er en ajourføring af pausekomma under et nyt navn, men det mener jeg nu godt man kan betragte det som. Da reglerne for nyt komma blev offentliggjort i 1993, hed det enhedskomma, og det var meningen at dette ene system skulle afløse begge de nuværende, men så vidt kommer det ikke i denne omgang.

Begge de nye navne er misvisende, og hensigten med denne artikel er dels at afværge en ny »majonæsekrig«, dels at gøre op med danskernes irrationelle, småmasochistiske forhold til deres eget skriftsprog. Jeg har sat pausekomma efter de nuværende regler i Retskrivningsordbogens §§ 53 - 57. Det skal ikke være nogen hemmelighed at hele min sympati er på pausekommaets side, og det er mit lønlige håb at artiklen vil få den mere opvakte del af befolkningen til at indse fordelene ved dette system.

 

Hvordan er reglerne?

Jeg vil først beskrive de væsentligste forskelle mellem de to nuværende danske systemer og sammenligne med nyt komma. I de kursiverede eksempler i dette afsnit er der — i modsætning til resten af artiklen — sat nyt komma.

To hovedsætninger skal ved grammatisk komma altid adskilles med komma medmindre de er adskilt med et andet tegn; det gælder også imperativer. Ved pausekomma kan man sætte komma for at markere at to hovedsætninger er selvstændige, eller udelade det for at markere at de udgør en betydningsmæssig helhed; det gælder også imperativer. Ved nyt komma adskilles indikativiske hovedsætninger altid ligesom ved grammatisk komma, mens det er valgfrit at sætte komma mellem imperativer ligesom ved pausekomma: Vinden peb, og tordenen rullede. Hent lige kosten(,) og fej gulvet.

Foran bisætninger sættes der altid komma ved grammatisk komma. Ved pausekomma sættes der komma foran parentetiske bisætninger, men ikke foran definerende bisætninger. Nyt komma er her identisk med pausekomma. Min eneste bror, som hedder Finn, bor i Århus. Min søster som hedder Karin, bor ligesom mine to andre søstre i Fredericia. Kommaet kan dog — ved alle tre systemer — udelades mellem to underordnede bisætninger der er indbyrdes sideordnede, og hvor subjunktionen der knytter dem til den fælles hovedsætning, kun er eksplicit til stede i den ene: Jeg så sidst min bror da hans yngste søn blev navngivet(,) og hele familien stimlede sammen.

Efter bisætninger skal der som hovedregel altid sættes komma bortset fra den ovennævnte undtagelse. Ved pausekomma og nyt komma udelader man dog kommaet hvis bisætningen følges af en ny ikke-parentetisk bisætning der er underordnet den første osv.: Jeg mener at det er bedst man sætter pausekomma. Desuden kan man ved pausekomma udelade kommaet efter meget korte definerende bisætninger. (Reglerne foreskriver ikke nogen fast grænse, men jeg plejer selv at sætte den ved fem ord.) Denne undtagelse er der ikke i grammatisk komma og nyt komma: Det jeg mener, er at det er overflødigt med et komma her.

Efter meget lange ikke-sætningsformede led i sætningens begyndelse kan man ved pausekomma sætte et komma for tydelighedens skyld. Denne mulighed har man ikke ved grammatisk komma, og man får den heller ikke ved nyt komma. For at kunne finde ud af de mange og komplicerede regler for grammatisk komma skal man studere Retskrivningsordbogen grundigt.

Ved opremsninger skal der ved alle tre systemer sættes komma hvor der kunne have stået men ikke står og, eller og lign. Dette gælder også konstruktioner med dels, dels; nogle, andre osv. Der er imidlertid forskel ved opremsning af imperativer: Ved grammatisk komma skal der også komma foran og mellem de to sidste led. Det skal der ikke ved pausekomma, mens det er valgfrit ved nyt komma: Spis, drik(,) og vær glad.

Der skal altid komma foran men ved grammatisk komma. Ved pausekomma kan man udelade det for at markere samhørighed, men den mulighed har man ikke ved nyt komma: Han er streng, men retfærdig.

 

Jeg mener ikke at nyt komma i enhver henseende er en forbedring, og især synes jeg at to af de ovenstående punkter er en direkte forringelse: dels at man ikke længere må udelade kommaet efter meget korte bisætninger, dels at man — som en rent pavlovsk reaktion — partout skal sætte komma foran men. Hermed mister man den fleksibilitet i skriftsproget der sætter brugere af pausekomma i stand til at udtrykke deres mening mere klart og præcist end brugere af grammatisk komma.

 

Fleksibelt eller upræcist

Det er en udbredt opfattelse at pausekomma er upræcist mens der er faste og utvetydige regler for grammatisk komma. Hvis man imidlertid åbner Retskrivningsordbogen og sammenligner reglerne for de to systemer, vil man konstatere at det i virkeligheden forholder sig omvendt. Det er i denne forbindelse vigtigt at skelne mellem den fleksibilitet der er en hjælp i praktisk brug, og den usikkerhed der ikke er til nogen hjælp men blot skyldes manglende mulighed for at formulere præcise regler.

Der er i det foregående afsnit vist nogle punkter hvor der altid skal komma ved grammatisk komma mens man både kan sætte og udelade kommaet ved pausekomma: mellem to hovedsætninger, mellem to imperativer (som også er en slags hovedsætninger), mellem hoved- og bisætning og foran men. Desuden er det ved pausekomma tilladt at markere afslutningen på lange ikke-sætningsformede led med et komma, hvilket er forbudt ved grammatisk komma.

Det skyldes ikke at reglerne for pausekomma er upræcise. I samtlige tilfælde hvor man både kan sætte og udelade kommaet, er det tværtimod en fast regel at man gør det for at vise læseren hvilke dele af sætningen der hører sammen eller ej. Som vi så i eksemplet med min bror, der bor i Århus, og min søster der bor i Fredericia, er man således i stand til at vise forskellen mellem parentetiske og definerende tilføjelser, hvilket ikke er muligt med grammatisk komma.

 

Omvendt er der også tilfælde hvor det ved grammatisk komma er valgfrit om og hvor man vil sætte komma, mens det ikke er valgfrit ved pausekomma, og her skyldes det netop at reglerne er upræcise.

En bisætnings forbinderfelt er som bekendt inddelt i fire pladser, hvoraf alle kan men ingen skal være udfyldt:

1 konjunktion

2 adverbialled

3 præposition

4 subjunktion

Jeg har skrevet denne artikel for at få folk til at sætte pausekomma og1 ikke2 for3 at4 de skal sætte grammatisk komma.

Ved grammatisk komma sætter man principielt altid et komma foran den første udfyldte plads i forbinderfeltet, og hvis ingen af pladserne er udfyldt, sættes kommaet foran det første ord der så står i bisætningen. Ud fra denne faste regel vil brugere af grammatisk komma ved en simpel grammatisk analyse af helsætningen altid kunne finde frem til præcis hvor kommaet skal sættes — hvis blot teorien også holder stik i praksis.

Men det gør den ikke. I Retskrivningsordbogens regler for grammatisk komma er der sammenlagt over 2 sider med lutter eksempler hvor der enten er flere lige gode muligheder for hvor bisætningen begynder, eller hvor det semantiske indhold alene er afgørende for (og afhængigt af) kommaets placering.

Der er det morsomme ved subjunktioner at de ikke behøver være eksplicit til stede for at udøve deres indflydelse på bisætningens syntaks: Jeg tror de fleste ikke er klar over det.

Her skal man lægge mærke til adverbiet ikke, som er rykket hen foran finitet er fra sin normale plads efter det. Hvis vi ser bort fra relativsætninger, er det kun subjunktioner der kan flytte adverbier rundt på denne måde, og derfor må der nødvendigvis også være en subjunktion i forbinderfeltet selv om man ikke kan se den. Sådan en usynlig subjunktion, der ikke er eksplicit til stede men alligevel »er inde« og påvirker syntaksen, kaldes blandt de indviede en nul-subjunktion.

Hvis adverbialledet i forbinderfeltet er en tidsbetegnelse som f.eks. en aften, hver gang, eller sidst, og hvis ingen af de andre pladser er udfyldt og der ikke er noget adverbium som ikke i bisætningen til at markere tilstedeværelsen af en nul-subjunktion — så bliver det påstand mod påstand om det er forbinderfeltets adverbialled eller nulsubjunktionen der indleder bisætningen. Hvis det er nul-subjunktionen, begynder forbinderfeltet først efter adverbialledet, som så i stedet er underled til et led i den umiddelbart overordnede hoved- eller bisætning.

Det er måske ikke alle der finder det her lige indlysende og fascinerende, men det hører altså med til lektien hvis man vil lære at sætte grammatisk komma korrekt.

De følgende tre par eksempler har jeg taget fra Retskrivningsordbogens § 47 (2). Der er sat grammatisk komma, og jeg har selv indsat en nul-subjunktion, markeret med (Ø), og understreget det led som adverbialledet i/før forbinderfeltet er underled til:

Vi ordnede det hele en aften, (Ø) fjernsynet var itu.

Vi ordnede det hele, en aften (Ø) fjernsynet var itu.

Er der forskel på sidst, (Ø) det skete, og så nu?

Er der forskel på, sidst (Ø) det skete, og så nu?

En morgen, (Ø) vi havde sovet længe, var ilden gået ud.

En morgen (Ø) vi havde sovet længe, var ilden gået ud.

 

Som de ovenstående eksempler viser, kan der i nogle tilfælde — trods en dybsindig og tidskrævende grammatisk analyse — være to forskellige men lige gode meninger om hvor kommaet skal placeres. I andre tilfælde er det — trods en lige så dybsindig og tidskrævende grammatisk analyse — ikke muligt at danne sig nogen som helst mening om sagen; her er det alene tekstens semantiske indhold der bestemmer hvor et grammatisk komma skal placeres:

Han blev meget ivrig, efter at du måtte gå.

Han blev meget ivrig efter, at du skulle gå.

Han ringede, lige mens de holdt møde.

Han ringede lige, mens de holdt møde.

Man bør formulere sig utvetydigt, således at der ikke opstår tvivl.

Man bør formulere sig således, at der ikke opstår tvivl.

 

Desuden er der nogle faste vendinger som af nogle men ikke alle betragtes som bisætninger. Som der står i Retskrivningsordbogens § 47 (3), beror det på noget så ugrammatisk som »den enkeltes skøn« om man vil sætte komma eller ej (eller om man synes andre burde gøre det).

Takket være Ole er der atter lys i entréen.

Fanden tage mig om jeg vil sætte komma her.

Gud ske lov har vi også pausekommaet.

Som tidligere nævnt bør man ikke sætte grammatisk komma.

I de tre første eksempler er vendingerne hele sætninger hvor det finitte verbum står i konjunktiv, og det er derfor helt korrekt at adskille dem fra resten af sætningen med et grammatisk komma.

Imidlertid er det kun de færreste danskere der er klar over at vi har konjunktiv i dansk, og mange forveksler den derfor med indikativ og tror at vendingen er en ellipse hvor finitet er udeladt, f.eks. *Fanden (skal) tage mig ... Dette er kun tilfældet i det sidste eksempel: Som (jeg) tidligere (har) nævnt ...

Den slags ellipser og konjunktiviske sætninger bliver med tiden til faste vendinger, og der er ikke enighed om hvorvidt de stadig skal betragtes som sætninger, der skal adskilles med komma, eller som adverbialled, der ikke skal.

 

Disse muligheder for tvivl, unøjagtigheder og misforståelser slipper man for ved at bruge pausekomma; så skal der nemlig slet ikke sættes komma i nogen af de nævnte tilfælde, basta.

Tilhængere af grammatisk komma kan her indvende at hvis man sætter — og derfor undlader — pausekomma i det ovenstående eksempel med ham der (lige) ringede (lige) mens de andre holdt møde, så kan man læseren ikke se den forskel som et grammatisk komma udtrykker.

Imidlertid bør man i dette såvel som alle andre tilfælde absolut undgå at lade sætningens mening være afhængig af kommaets placering: Dels laver alle mennesker trykfejl, dels afslører brugere af grammatisk komma som regel en ofte næsten total uvidenhed om selv de mest elementære regler for tegnsætning, dels er læserne — som vi snart skal se — ved grammatisk komma tilbøjelige til at ignorere kommaerne uanset hvor vigtige de måtte være for tekstens mening, og uanset om de er placeret korrekt eller ej. I stedet bør man formulere sætningen så meningen fremgår utvetydigt af ordlyden og ikke er afhængig af et enkelt komma, som folk nok ikke lægger mærke til alligevel.

Hvordan fungerer det i praksis?

De beskrevne forskelle mellem reglerne for de to nuværende danske kommasystemer giver sig selvfølgelig også udslag i deres praktiske anvendelse og anvendelighed. Derfor følger nu en beskrivelse af systemernes væsentligste fordele og ulemper.

Grammatisk komma sættes efter en rent mekanisk, grammatisk analyse af teksten, helt uden forbindelse med det semantiske indhold, og læseren kan ikke bruge kommaerne til noget som helst ud over at kontrollere om den der har skrevet teksten behersker denne teknik (hvad der som regel ikke er nogen af dem der gør). Pausekomma sætter man for at markere hvilke dele af teksten der hører sammen eller ej, og kommaerne hjælper læseren til at opfatte tekstens mening korrekt. Som Magister Stygotius engang skrev i Information: »Der findes to principper for kommatering. Det ene er i enhver henseende fornuftigt, praktisk og logisk. Det andet er det der bruges.«

Vi er nogle ganske få der behersker begge systemer men af forskellige grunde foretrækker at holde os til det ene. De allerfleste behersker ingen af dem og hutler sig gennem tilværelsen med varierende, mere eller mindre mislykkede blandinger af dem begge to. Grammatisk komma forudsætter et indgående kendskab til grammatik, men da danskerne nærer en indædt modvilje mod at lære grammatik, har en del af dem i stedet tilegnet sig et par tommelfingerregler:

 

De fleste har i skolen lært at sætte komma efter kryds og bolle-metoden: Man sætter et kryds under hvert subjekt og en bolle under hvert finit verbum, og når man har to af hver, sætter man et komma et eller andet sted imellem dem. Det kan imidlertid let gå galt hvis to verber har fælles subjekt og der er indsat en bisætning mellem verberne: Hr. Jensen ser at hr. Nielsen drikker en pilsner og tager fru Jensen på brysterne.

Efter kryds og bolle-metoden skal der kun være komma efter ser, da der jo kun er to subjekter og dermed kun to sætninger; og set fra et grammatisk synspunkt er der ingen som helst grund til at sætte komma andre steder. Derfor ser man jævnligt sætninger skåret over denne læst, som jeg kalder »danskerkomma«: Der står et overflødigt komma foran bisætningen og adskiller den fra den hovedsætning den hører sammen med, og der mangler et nødvendigt komma efter bisætningen til at adskille den fra den hovedsætning den ikke hører sammen med.

Ved pausekomma tænker man ikke så meget på hvilket ord der er subjekt for hvilket verbum, som på hvem der rager på hvis kone (hvad både læseren og hr. Jensen vel også synes er mere interessant), og dét markerer man ved — eventuelt — at sætte et komma efter pilsner.

 

Mange synes at selv kryds og bolle-metoden er alt for kompliceret og teknisk, og i stedet har de vænnet sig til altid at sætte komma foran at, der og som. Det er en meget udbredt metode, den er nem at lære og man kan da også klare sig med den et langt stykke hen ad vejen. Den giver ganske vist fejl i omtrent halvdelen af samtlige tilfælde, både hvor der skulle og hvor der ikke skulle være komma, men det er der som regel ikke nogen der lægger mærke til, og så gør det jo ikke så meget. De mest almindelige fejl er følgende:

At indleder på dansk både bisætninger og infinitiver: Man ser ofte at folk kommer til at sætte komma det forkerte sted. Ved grammatisk komma skal der komma foran det første at, men ikke foran det andet. Ved pausekomma og nyt komma skal der slet ingen kommaer være i denne sætning, og så er man jo ude over dét problem.

Hvis man altid sætter komma foran der, kommer man uvægerligt også til at sætte idiotkomma (det hedder det virkelig): *Jeg ved ikke hvor mange, der kan sætte komma korrekt. Et grammatisk komma skal stå foran hvor, for det er dét der indleder bisætningen. Når man alligevel ofte ser folk sætte komma foran der, skyldes det antageligt at de blander sætningen sammen med en lignende konstruktion som Der er ikke ret mange der kan sætte komma korrekt, hvor bisætningen begynder efter mange. Ved pausekomma og nyt komma skal der intet komma være i nogen af disse to eksempler.

Hvis man altid sætter komma foran som, glemmer man let at også dette ord kan indlede andet end bisætninger: Hr. Nielsen, som taler tysk som en indfødt, kan klare det så let som at klø sig i nakken. Ved begge de nuværende og det nye kommasystem skal der kun komma foran det første som og efter indfødt.

 

Hensyn til læseren

Ingen af de beskrevne fejl er alvorlige forbrydelser mod menneskeheden, men det ér vitterligt mere besværligt at forstå meningen med en tekst hvor der er sat grammatisk komma (selv hvis det for en gangs skyld er gjort korrekt), end én hvor der er sat pausekomma.

Det skyldes den måde hjernen arbejder på når man læser. Man skelner mellem korttids- og langtidshukommelse. Når man læser en tekst, opfatter og fortolker man én sætning ad gangen med korttidshukommelsens ram, og derefter gemmer man meningen med sætningen på langtidshukommelsens harddisk.

Lad os tage et eksempel (hvor jeg for at tydeliggøre princippet helt har udeladt tegnsætningen): *Hvis Nielsen skriver at det er bedst man sætter pausekomma bør vi gøre som han anbefaler. Hvor er det mest hensigtsmæssigt at sætte komma her?

Man skal huske at læseren ikke ved på forhånd hvad man prøver at meddele; det må han selv finde ud af efterhånden som han får læst teksten.

Man læser altid ét ord ad gangen fra venstre mod højre, og for bedre at kunne forstå meningen danner man sig — bevidst eller ubevidst — en hypotese om hvilken konstruktion det hidtil læste kommer til at indgå i. Når man har læst det første ord, Hvis, formoder man således at der må komme en betingelseskonstruktion bestående af to led: dels betingelsen, der er indledt med subjunktionen Hvis, dels konsekvensen, der — måske, måske ikke — bliver indledt med adverbiet så.

Andet og tredje ord, Nielsen skriver, passer naturligt ind i hypotesen, men ved det fjerde ord, at, må man lave en hjælpehypotese. En subjunktion kan jo normalt ikke stå alene uden et underled efter sig. Betingelsen må derfor bestå af en hovedsætning, som vi lige har læst, og en bisætning, der er indledt med at; og først derefter kommer konsekvensen.

De tre følgende ord, det er bedst, føjer sig let og smertefrit ind i denne sammenhæng, og det samme gør den tredje ledsætning, man sætter pausekomma.

Men så går der koks i systemet. De to følgende ord, bør vi, passer ikke ind i den række af ord man lige har læst. Man skal nu først regne ud at problemet skyldes at man har passeret grænsen mellem betingelsen og konsekvensen, så finde frem til præcis hvor grænsen ligger og sortere de overflødige ord fra, og endelig skal man sammenfatte meningen med hele betingelsen tilbage til den første subjunktion, Hvis. Først derefter kan man gå videre med konsekvensen.

Her ligger hunden begravet: Grammatisk komma viser ikke afgrænsningen mellem betingelse og konsekvens, men deler hele konstruktionen i fem dele uden på nogen måde at markere hvad der hører sammen eller ej. Man kan jo ikke se på et komma om det har større betydning end andre kommaer i samme sætning. Oven i købet vænner grammatisk komma læserne til automatisk at ignorere kommaerne, dels fordi de fleste af dem overhovedet ikke tjener noget praktisk formål, dels fordi de ofte står forkert alligevel. Derfor vil man under læsningen »snuble« ind i den næste ledsætning før man har fattet meningen med den første. Grammatisk komma gør altså kun skade og ingen gavn.

Pausekomma vil derimod kun dele konstruktionen i dens naturlige hovedgrupper (betingelse og konsekvens), og frem for alt vil det vise læseren at og hvor der er en afbrydelse i rækkefølgen. Det står altså kun hvor det tjener et praktisk formål, nemlig at hjælpe læseren med at forstå meningen med teksten.

 

Konklusion

Hermed er vi nået frem til sagens kerne: Skal kommaer være en hjælp eller en plage? Hvilket system skal man foretrække? Efter min mening bør man frem for alt lægge sig på sinde hvad der står i den første sætning i retskrivningsordbogens § 40: »Tegnsætning skal lette forståelsen af skrevne tekster.« Alene dét burde være tilstrækkeligt til at få »tyskerkommaet« smidt samme vej som substantivernes store begyndelsesbogstaver.

Grammatisk komma er et nytilkommet, udenlandsk system; det er svært at finde ud af, hvad også kun nogle ganske få kan; selv om reglerne for det er komplicerede og fylder næsten dobbelt så meget i retskrivningsordbogen som dem for pausekomma, er de mere upræcise end disse; trods de mange undtagelser har det færre udtryksmuligheder end pausekomma; selv når det er sat uden fejl, hvad man næsten aldrig ser, er det i mange tilfælde direkte misvisende; og det gør det under alle omstændigheder mere besværligt at læse og forstå teksten.

Pausekomma er det oprindelige danske system; det er nemt at finde ud af; det har faste og logiske regler med kun få undtagelser; det giver flere udtryksmuligheder end grammatisk komma; det viser hvilke dele af teksten der hører sammen eller ej; og det gør det dermed nemmere at læse og forstå teksten.

Desværre har synspunkter der er baseret på saglige og rationelle argumenter, trange kår i Danmark. Som Immanuel Kant skrev, er det jo så bekvemt at være umyndig, og danskerne vil nødigt bruge deres sunde fornuft hvis de i stedet kan slå sig selv og andre oven i hovedet med en regel, hvor tåbelig den end måtte være.

Sapere aude! fristes man til at istemme. Habe den Mut, dich deines Verstandes zu bedienen!

Jeg ville selv have foretrukket at grammatisk komma blev afskaffet med det samme. Det gør lige så lidt gavn som de stumme h'er, og i betragtning af hvor lidt interesse dets brugere plejer at vise for reglerne for det, kan de vel også være fløjtende ligeglade om reglerne bliver afskaffet eller ej.

Men når man tænker på hvilket ramaskrig et par fremmedords ganske naturlige og normale integrationsproces i sproget kunne udløse under »majonæsekrigen« i 1986, og at der tilsyneladende ikke er grænser for hvor irrationelt og uovervejet politikernes opportunisme kan få dem til at handle — så må jeg indrømme at Sprognævnets mere forsigtige strategi har større udsigt til at lykkes: I første omgang nøjes man med at tilpasse pausekommaet efter »grammatikernes« smag og (med rette) anbefale nyt komma frem for grammatisk komma, og først efter nogle års tilvænning vil man smide »tyskerkommaet« ud.

Nyt komma er da også, trods sine få ulemper, til at leve med for alle parter, og det bør derfor hilses velkommen som et skridt på vejen til vort sprogs befrielse fra denne nytteløse plage.