® ®
|
|
KommaholikereDebatten om det nye komma er især præget af modstandernes fanatiske modvilje mod at sætte sig ind i emnet før de udtaler sig om det. Gjorde de det, ville de straks droppe tyskerkommaet og gå over til nyt komma.
Hvis de blot vil erkende at de har et problem, er det ikke så svært at få dem til at tage det næste skridt: at tage sig sammen og gøre noget ved problemet. Men lige så stædigt som mange alkoholikere nægter at indse at de er alkoholikere, nægter tilhængerne af grammatisk komma at indse at de ikke har forstand på at sætte kommaer. Og ligesom med alkoholikere er der ingen grænser for det groteske vrøvl kommaholikere finder på for at bilde folk ind at deres tegnsætning er den bedste og danskeste måde at gøre det på. Et særligt grelt eksempel er kronikken 16/2 af Gunnar Nissen fra Åbenrå: Mage til fordrukkent sludder har jeg dog sjældent set! Af pladshensyn vil jeg her nøjes med at kommentere nogle af de værste uhyrligheder. Det er betegnende for Nissens og hans meningsfællers indsigt i deres elskede grammatiske komma at de end ikke har opdaget at det blev afskaffet for fem år siden. I stedet forkynder han fro og frejdig at "vi har tre kommateringssystemer" i dansk. Som enhver ved sine fulde fem kan konstatere ved selvsyn, har vi to, og det har vi haft i adskillige århundreder. Hans korte "signalement af de tre kommasystemer" er heller ikke synderligt vellignende: Pausekomma har vi haft siden kommaet blev indført i dansk sammen med de latinske bogstaver. En efterligning af det tyske grammatiske komma blev indført i reformationstiden, men kun som alternativ til det danske komma. Der var ikke nogen faste regler for tegnsætning i dansk, og man kunne derfor stadig bare sætte kommaerne hvor man tilfældigvis havde lyst. Jacob Baden skelnede i Forelæsninger over det danske Sprog fra 1813 mellem parentetiske og definerende relativsætninger, og som ved vore dages nyt komma skulle der ikke komma foran de sidste. Denne forskel er altså ikke noget Dansk Sprognævn, som først blev etableret i 1955, eller nogen af dets medlemmer har fundet på. I 1918 fik vi de første officielle regler for kommaer i dansk. Der var stadig valgfrihed mellem det danske og det tyske system, og det blev der ved med at være i retskrivningsordbøgerne fra 1923, 1955, 1986 og 1996. Reglerne for de to systemer er blevet revideret hver gang der er udkommet en ny retskrivningsordbog, og i 1996 fik de også nye navne: Pausekommaet er blevet strammet op så det nu er et rent grammatisk komma, og i grammatisk komma har man dels slettet de paragraffer der var fælles med pausekommaet, dels samlet resten i to tillægsparagraffer. Da det er upraktisk at det ene system hedder hvad de begge er, har man også givet dem nye navne: nyt komma og traditionelt komma. Enhver der i modsætning til Gunnar Nissen har sat sig ordentligt ind i emnet, vil vide at nyt komma dels er nemmere at sætte end traditionelt komma, dels gør det nemmere at læse teksten bagefter. Heller ikke forskellen mellem parentetiske og definerende relativsætninger er så "vanvittigt svær" at finde ud af som han synes; det kræver blot at man tænker en smule over hvad man vil fortælle med det man skriver, og burde man ikke altid gøre det?
Hvis han havde kigget lidt i de tyske regler for tegnsætning inden han udtalte sig om hvad der står i dem, kunne han have læst at man ikke sætter komma foran alle udvidede infinitiver; det gør man kun hvis der står zu foran infinitiven og den er udvidet med mindst ét ord mere: Ich versuche, dir zu helfen. Der står heller ikke noget om at der skal være komma foran um, hverken i forbindelse med infinitiv eller i nogen anden forbindelse. Også dét gælder både den nye retskrivning fra 1996 og den gamle fra 1901. Desuden er det ikke Duden der har afskaffet kommaet mellem hovedsætninger som er forbundet med und eller oder. For det første er det ikke afskaffet, men kun gjort valgfrit. For det andet blev den nye tyske retskrivning vedtaget på en konference i Wien af alle de tysktalende landes kulturministre i juli 1996. Duden er et bogforlag som bl.a. udgiver en lang række udmærkede og meget anvendte ordbøger.
I old- og middelhøjtysk satte man pausekomma; først da man var gået over til nyhøjtysk, blev det grammatiske komma opfundet af de saksiske kancellister, og derefter bredte det sig til resten af landet i takt med at deres sprogbrug udviklede sig til det tyske Standardsprache. Kancellisprog er kendetegnet ved lange og knudrede sætninger som ikke er til at forstå for almindelige mennesker, og så passer det grammatiske komma jo fint ind i stilen. I modsætning til tysk har dansk har været ét sprog siden det skilte sig ud fra urnordisk omkring det 12. århundrede. Bl.a. på grund af Danmarks beliggenhed som en skandinavisk eksklave i Nordtyskland er dansk blevet blandet kraftigt op med plattysk, og vi har fået en hulens masse fremmedord. Kommaerne blev indført i dansk da vi gik over til at bruge latinske bogstaver i stedet for runer. Ligesom tyskerne skrev vi oprindeligt et mundret og forståeligt sprog med en tilsvarende tegnsætning, dvs. pausekomma.
Der kom mange Fremmede, een dag kom der to Bedragere; de gave sig ud for at være Sprogeksperter og sagde, at de forstode at skrive det deiligste Dansk, man kunde tænke sig. Ikke alene vare Sætningerne usædvanlig lange og konstfærdige, de Kommaer, de satte, havde den forunderlige Egenskab, at deres Nytte blev usynlig for ethvert Menneske, som ikke duede i sit Embede, eller ogsaa var utilladelig dum. "Det var jo nogle deilige Kommaer," tænkte Keiseren; "ved at skrive saaledes, kunde jeg komme efter, hvilke Mænd i mit Rige, der ikke due til det Embede, de have; jeg kan kjende de Kloge fra de Dumme, ja den Skrivemaade maa strax indføres i vort Sprog!" Keiseren sendte sin gamle, skikkelige Minister hen til Sprogeksperterne, men han kunde ikke see Nytten af det grammatiske Komma. "Herre Gud!" tænkte han, "skulde jeg være dum? Skulde jeg ikke due til mit Embede? Det maa ingen Mennesker vide, det gaaer ikke an, at jeg fortæller, jeg ikke kan se Nytten deraf." "O det er nydeligt! ganske allerkjæreste!" sagde Ministeren. "Ja, jeg skal sige Keiseren, at det behager mig særdeles." Nu vilde da Keiseren selv see det. "Hvad for Noget!" tænkte Keiseren, "Jeg seer ikke Nytten af det grammatiske Komma! Det er jo forfærdeligt! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være Keiser? Det var det Skrækkeligste, som kunde arrivere mig!" "O, det er meget smukt!" sagde han, "det har mit allerhøieste Bifald!" Hele Følget, han havde med sig, saae og saae, men fik ikke Mere ud af det, end alle de Andre, men de sagde ligesom Keiseren: "O, det er meget smukt!" Endnu den dag i dag ævler kammerherrernes og kavalerernes efterfølgere in spe videre om hvor magnifique, nysseligt og excellent det grammatiske komma er. Skønt alle kan se det, tør de ikke indrømme at de ikke er så kloge og duelige til deres embede som de selv synes, eller i hvert fald vil have andre til at synes, og da slet ikke at de er blevet snydt. Men snydt blev de, og snydt bliver enhver der hopper på alt det bavl som kommaholikerne rabler af sig for at forsvare deres tyskerkomma - og forsvare sig selv mod at skulle argumentere sagligt og rationelt for deres synspunkt.
Det ville i høj grad være ønskeligt om folk satte sig ind i sagen først og tog stilling til den bagefter, men det er næppe nogen realistisk forventning i et land hvor så mange stemmer på Pia Kjærsgaard. Man kunne også ønske sig at aviserne ville sortere de indsendte læserbreve og kronikker efter deres sandhedsværdi, men er det nu også et rimeligt krav? For det første er der grænser for hvor megen baggrundsviden om alt mellem himmel og jord man kan forlange af et enkelt menneske, og dermed også grænser for dette menneskes mulighed for at bedømme hvad andre skriver. For det andet bør vi foretrække at pressen giver plads for alle synspunkter uanset om de stemmer overens med den gængse mening på bjerget eller ej, og uanset om de er baseret på en misforståelse. Det medfører ganske vist at enhver kan udtrykke alt muligt nonsens, men også at vi der har sat os ordentligt ind i sagen, kan gendrive bavlet. Det er således mit lønlige håb at denne kronik bliver trykt uden ændringer, og at læserne så kan se med deres egne øjne at det ikke er så svært at læse en tekst med nyt komma som én med traditionelt komma. Og tro mig, mine damer og herrer, det er også nemmere at skrive med nyt komma. Og hvis De ikke tror mig, men hellere vil følge mit råd og selv sætte Dem ind i sagen, så kan De jo læse reglerne i Retskrivningsordbogen. God fornøjelse!
| ||
English
Deutsch
ommakrigen raser i det ganske land, men modstanderne af nyt komma brillerer ikke just ved deres indsigt. I deres forsøg på at overbevise folk om at de alligevel ved mere om sagen end alle andre, minder de ofte om alkoholikere der prøver at forklare hvorfor det er naturligt og sundt at drikke 10 elefantbajere om dagen.
gså Nissens kendskab til tysk er noget mere beskedent end han forsøger at give indtryk af. Når han f.eks. skriver at tyskerne sætter "komma foran alle udvidede navneformer og også foran um", er han mildest talt på tynd is:
ens vi er ved det tyske, kan det være på sin plads med en ganske kort beskrivelse af de to sprogs historie. Udviklingen af højtysk kan i grove træk inddeles i tre trin: oldhøjtysk (fra det 6. til det 11. århundrede), middelhøjtysk (fra det 11. til det 14. århundrede) og nyhøjtysk. Oldhøjtysk var ikke ét sprog; det er en fællesbetegnelse for en række forskellige sprog i den germansktalende del af det frankiske rige som blot lignede hinanden ligesom vore dages dansk og svensk. Sprogene nærmede sig efterhånden hinanden indtil de i praksis blot var dialekter af det samme sprog.
k ja, hvordan skal den stakkels lægmand m/k dog kunne se hvad der er sandt eller løgn i kommadebatten? Det er virkelig ikke nemt når debatten i den grad forplumres af landsbytosser og charlataner som Gunnar Nissen, der fører sig frem som om de alene ejer alverdens visdom og dermed retten til at belære andre, men som ved nærmere eftersyn viser sig snarere at være sprogvidenskabens svar på Professor Tribini.