® ®
|
|
Eventually it was discovered That God Did not want us to be All the same
This was Bad News for the Governments of The World As it seemed contrary to the doctrine of Portion Controlled Servings
Mankind must be made more uniformly If The Future Was going to work
Various ways were sought To bind us all together But, alas Same-ness was unenforceable
It was about this time That someone Came up with the idea of Total Criminalization
Based on the principle that If we were All crooks We could at least be uniform To some degree In the eyes of The Law
Shrewdly our legislators calculated That most people were Too lazy to perform a Real Crime So new laws were manufactured Making it possible to anyone To violate them any time of the day or night, And Once we had all broken some kind of law We'd all be in the same big happy club Right up there with the president, The most exalted industrialists, And the clerical big shots Of all your favourite religions
Total Criminalization Was the greatest idea of its time And was vastly popular Except with those people Who didn't want to be crooks or outlaws.
So, of course, they had to be Tricked into it ... Which is one of the reasons why Music Was eventually made Illegal
De fleste der læser det ovenstående digt, vil måske tænke på den seriøse musiks vansmægten i et stadig mere kommercialiseret samfund, men det kan også vække ganske andre associationer: Mig får det f.eks. til at tænke på det danske skattesystem og hvordan det gør os alle sammen til en nation af amoralske småsvindlere. Det store dyr i denne åbenbaring er skattefradraget og især personfradraget. Sådan et har vi alle jo sammen, det skal man jo have — eller skal man? Det er jeg ikke sikker på. Hvad er i grunden formålet med hele det monstrøse system vi anvender for at erlægge en del af vores indkomst til staten? Min påstand er at det grundlæggende princip for det danske skattesystem med alle dets fradragsmuligheder ikke er baseret på et fiskalt, men på et moralsk — eller rettere sagt: antimoralsk — motiv.
Men senere kom der andre boller på suppen. Vi havde fået en socialdemokratisk regering igen, og den var tilhænger af J. M. Keynes — eller rettere sagt af den halvdel af hans økonomiske teori der passede i regeringens kram; den anden halvdel gjorde ikke, så den ignorerede man. For at få mere gang i hjulene brugte man flere penge end man havde, og det blev man ved med år efter år. Hver gang staten skulle betale sin gæld, lånte den bare nogle flere penge til at betale den med. Gælden voksede og voksede, men pyt, det gjorde inflationen også, så jo mere man lånte, desto mindre kom man til at skylde. Det var da smart, ikke?
Politikerne grublede længe over sagen, og til sidst var der en der fik en god ide: Hvis man selv skylder penge væk, kan man ikke tillade sig at være forarget over at andre gør det. Hvis vi nu kan få hele befolkningen til at sætte sig i gæld hver og én, så kan de heller ikke tillade sig at bebrejde os at vi også gør det. Vi skal altså bare få dem til at hoppe på den her halve keynesianisme som vi prædiker om at låne og låne og låne, så kan vi også selv fortsætte på samme måde. Men hvad nu hvis folk opdager at de skal betale renter af lånene og får renter af banken for deres opsparing? Så tykskallede som folk fra almuen kan være, skal der nok være en masse der fortsætter i den gamle skure bare fordi det kan betale sig. Det bliver nok ikke nemt at få bankerne til at gøre det omvendte, men hvis vi nu lader folk få refunderet de renter de betaler for deres gæld, og hugger de renter de skulle have for deres opsparing, så skal inflationen nok få dem på andre tanker. Men der vil nok være alt for mange der gennemskuer nummeret hvis vi gør det helt åbenlyst, så vi må hellere kamuflere det lidt: I stedet for at give direkte tilskud til forgældelse så enhver kan se det, laver vi et mindre gennemskueligt system hvor folk får lov til ikke at betale skat af et tilsvarende beløb. Folk klager jo altid over at de skal betale så meget i skat, så de bliver sikkert glade for at få lov til at knibe uden om en del af den. Til gengæld får de så reelt kun refunderet halvdelen af deres renteudgifter i stedet for det hele, og så er vi også glade.
Folk ér sgu da også utaknemmelige! Her har vi haft sådan et stort arbejde med at opbygge et system som der ikke er en kæft der kan overskue, og som skal gøre hele befolkningen til én stor lykkelig familie af småsvindlere; her troede vi lige at vi havde opnået den endelige og fuldstændige accept af at vi kører hele landet ud i bundløs gæld — og så begynder de gudhjælpemig at snakke om moral! Og det værste er at de oven i købet har ret: Selvfølgelig er det da umoralsk at tørre sine regninger af på andre, men fidusen er jo at hvis alle gør det, er der ingen der kan tillade sig at pege fingre ad de andre. Og så kommer der sådan nogle dumme svin og ødelægger det hele og ter sig som drengen i Kejserens nye Klæder: Vi er ærlige mennesker, vi snyder ikke for at bære vores del af byrden, når man vil nyde må man også yde — og alt det der ævl. Hvad fanden bilder de sig ind? Men vi skal nok få ram på dem. Et velorganiseret og retfærdigt samfund som vores tolererer ikke en så uanstændig grad af anstændighed. Som den tyske rigskansler sagde ved regeringens tiltrædelse i 1933, vil der ikke blive "tålt eksistensen af noget sindelag der modarbejder målet. (...) Den der ikke lader sig omvende, skal tvinges." Hvis folk ikke selv vil sætte sig i gæld eller på anden vis unddrage sig beskatning af deres indtægt, så må beskatningen selv unddrage sig en del af deres indtægt. Et skattefradrag skal de sgu have.
Nej, det er udelukkende blevet opfundet og påtvunget os for at alle de andre kan slippe for at have dårlig samvittighed over at de bidrager mindre til den fælles husholdning end andre med den samme indtægt. Det kan slynglerne selvfølgelig bare lade være med, men når det meste af samfundet og det politiske system har den samme anløbne moral, bliver devisen at kan vi ikke få alle mennesker til at være ærlige, må vi få alle mennesker til at snyde. Nu er det over et kvart århundrede siden at Mogens Glistrup stod frem på tv og forkyndte at han ikke betalte en øre i skat, og hvordan er det så gået siden dengang? Så vidt jeg kan se, har Systemet nøjedes med at lukke kæften på den lille dreng og ladet kejseren gå videre i sine nye klæder. Politikerne bliver bare ved med deres evindelige småpillerier på et stadig mere vildtvoksende system. Jeg ved ikke om det er fordi de ikke tør indrømme at de ikke har magt til at gøre noget alvorligt ved det, eller de bare ikke vil indrømme at de i virkeligheden slet ikke er interesserede i at ændre tingenes tilstand. Tilbage sidder kun nogle få stykker og drømmer om en anden form for retfærdighed.
| ||
English
Deutsch
ette digt, som ikke har nogen titel, står i coveret til Frank Zappas album Joe's Garage Acts II and III fra 1979. Der er flere meninger om hans lyrik; nogle hæfter sig mest ved hans brug af fyord, andre ved hans krasse satire. Men ud over at være en dygtig og original guitarist var Zappa en begavet lyriker som virkelig mente noget med sine tekster. Derfor er det forkert blot at blive benovet over at han turde udgive plader i Bornertheden Hjemland hvor han formulerede sig som folk gør i almindelighed; hans tekster fortjener at man studerer dem nøje og tænker over dem.
de gode gamle dage havde man nogle bestemte ideer om hvad der var respektabelt eller det modsatte: Man skulle arbejde for føden, man måtte ikke lyve, man måtte ikke bedrive utugt (ikke åbenlyst i hvert fald), og man måtte ikke stjæle. Hvis man ville anskaffe sig noget, måtte man først spare sammen så man kunne betale for det. Man kunne godt få kredit hos købmanden hvis man var på spanden, men man skulle helst være flov over det, og gud nåde og trøste den der ikke betalte sine regninger: dét var bare pinligt! Man skulle i det hele taget helst ikke have gæld, og hvis man drev forretning, gjorde det ikke noget at folk kunne se man tjente penge på det; dét var jo bare et tegn på at man gjorde sit arbejde godt og var en driftig og nyttig samfundsborger.
lligevel var der stadig nogle stivnakker som mente at det var bedre at sætte tæring efter næring, ikke sælge skindet før bjørnen var skudt, svare enhver sit osv., og det fandens var at alle disse gamle talemåder var udtryk for et instinkt der var dybt rodfæstet i befolkningens mentalitet. Jo mere regeringen gældsatte landet for at betale sin gamle gæld, desto mere fik man på fornemmelsen at folk ikke rigtig havde tillid til dens evne til holde styr på landets økonomi. Hvad skulle man gøre ved det? Det var naturligvis befolkningen der skulle vænnes af med sin utidige snusfornuft, og ikke regeringens politik med accelererende forgældelse der skulle ændres, men hvordan skulle man gribe sagen an?
om sagt så gjort. Vi fik indført rentefradraget, og alle var glade og tilfredse. Det vil sige ... det burde de være, men der var stadig nogle brokkehoveder der blev ved med at kværulere. Dels var det kun de færreste der havde råd til så store fradrag at de slap helt for at betale skat, dels beklagede dem med de små fradrag sig over at de skulle betale den skat de andre slap for.
g således opstod personfradraget. Det tjener ikke noget som helst praktisk fiskalt eller økonomisk formål. Det er heller ikke noget skattevæsenet har givet de stakkels gældfrie (eller burde det hedde gældsløse?) fordi de synes at det er synd for dem at de ikke har noget de kan trække fra i skat. Og det er slet ikke nogen belønning vi får fordi vi er hæderlige nok til at bære vores del af den fælles byrde og selv betale vores regninger.
his is the CENTRAL SCRUTINIZER ... Joe has just worked himself into an imaginary frenzy during the fadeout of his imaginary song ... He begins to feel depressed now. He knows the end is near. He has realized at last that imaginary guitar notes and imaginary vocals exist only in the mind of The Imaginer .. and ... ultimately, who gives a fuck anyway ... Who gives a fuck anyway? So he goes back to his ugly little room and quietly dreams his last imaginary guitar solo.