® ®
|
|
Hvor mange bogstaver er der i men? De fleste vil nok svare at der er tre, men ved udarbejdelsen af Retskrivningsordbogen fra 1996 har Dansk Sprognævn tilsyneladende besluttet noget andet. Jeg synes ikke at det er en god ide, og i denne artikel vil jeg forklare hvorfor.
Stur stur nummer! Før revolutionen i 1917 regnedes russiske psykiatere blandt de førende i Europa, og deres banebrydende og ofte tværfaglige forskning nød international bevågenhed og anerkendelse. F.eks. havde fysiologen I.P. Pavlov engang omkring århundredets begyndelse lagt mærke til at hundes tænder løb i vand når de fik et godt kødben. Det var i sig selv måske ikke nogen videre sensationel opdagelse, men han var den første der beskrev og anvendte sammenhængen videnskabeligt, og det endte endda med at han fik Nobelprisen i 1904. I en berømt serie eksperimenter anbragte han et lille rør i nogle hundes ene spytkirtel så han kunne måle nøjagtigt hvor meget deres spytproduktion varierede. Han vænnede hundene til dels at han altid ringede med en klokke lige før han gav dem et kødben, dels at de også altid fik et kødben når han havde ringet med klokken. Derefter indlagde han en stadig længere pause mellem klokken og kødbenet, og det viste sig nu at hundene begyndte at savle allerede når han ringede med klokken. Efter nogen tid gjorde de det også selvom de slet ikke fik noget kødben; det var altså klokken og ikke kødbenet der udløste den forøgede spytproduktion. Den måde Pavlov havde dresseret sine hunde til savlenummeret på, kaldes blandt behaviorister (fagfolk inden for dét område) operant betingning, og hundenes reaktion på klokken hedder en betinget refleks. Princippet for en betinget refleks er at en bestemt påvirkning altid udløser en bestemt reaktion selvom der ikke er nogen direkte eller logisk sammenhæng mellem de to ting. En tilsvarende adfærd kan også iagttages hos mennesker, og til ære for gamle Ivan Petrovitj kalder man det også en pavlovsk reaktion.
Oh danske komma i al din glans! Dét er jo vældig interessant, i hvert fald hvis man interesserer sig for den slags, men hvad har det at gøre med det danske sprog? Jo, der blev i 1986 indført en regel for grammatisk komma om at man altid skulle sætte komma eller et andet tegn foran men, og efter de nye regler fra 1996 skal man gøre det både ved traditionelt og nyt komma. (Jeg har altså lidt svært ved at vænne mig til de nye navne; de er både misvisende og en fornærmelse mod pausekommaet). Reglen har ikke voldt nogen problemer ved grammatisk komma og gør det heller ikke ved traditionelt komma, som det hedder i den nye version: Dels er det her et uskrevet men fast princip at kommaerne ikke behøver tjene noget praktisk formål, dels er der alligevel næsten aldrig nogen der ser efter hvad der står i reglerne. Men ved pausekomma og nyt komma strider reglen mod det grundlæggende princip at kommaerne netop står hvor det tjener et praktisk formål. Man har aldrig — hverken ved det ene eller det andet kommasystem — skullet sætte komma foran eller efter et bestemt ord, og slet ikke på grund af ordet alene; kommaernes placering har altid været betinget af sætningsstrukturen. Jeg undrer mig derfor over hvad formålet er med konsekvent at sætte komma foran et enkelt, tilsyneladende helt tilfældigt valgt ord. Jeg kan forestille mig tre forklaringer, som vil blive behandlet enkeltvis i det følgende, hvorefter jeg vil fremsætte nogle yderligere indvendinger mod den nye regel.
1. Modsætningsforhold For det første kan kommaet skulle markere et modsætningsforhold mellem det der står foran kommaet, og det der står efter det. Umiddelbart lyder denne tese realistisk; kommaet kan i det mindste tillægges en sådan betydning i konstruktioner som Nogle gør dit, andre gør dat eller I går var det regnvejr, i dag er det solskin. Tesen holder imidlertid ikke ved en nærmere undersøgelse: For det første er modsætningsforholdet i de nævnte eksempler i forvejen markeret med de forskellige pronominer eller tidsbetegnelser, for det andet omfatter denne gruppe af sætningskonstruktioner også eksempler hvor der ikke er et sådant modsætningsforhold, f.eks. dels - dels eller for det første - for det andet. Kommaet tjener således kun til at adskille to hovedsætninger som ikke er adskilt med et andet tegn eller forbundet med en konjunktion som f.eks. og. Også i selve ordet men er der en kraftig konnotativ markering af et modsætningsforhold mellem leddene før og efter ordet. Som f.eks. Aage Hansen har skrevet i Moderne Dansk, bind 3, s. 326, betegner men en "uoverensstemmelse, modsætning i forhold til det foregående, eller at der nu meddeles noget afvigende, indskrænkende eller uventet, usædvanligt, eller (mere følelsesbetonet) at man finder noget mærkeligt, forunderligt eller betænkeligt, beklageligt, heldigt eller uheldigt osv., uden eksplicit modsætning til det foregående". Det er der imidlertid også andre ord der gør, men der er ingen regel der påbyder at sætte komma foran f.eks. eller, hvorimod, medmindre og selvom af den grund. Jeg ser derfor heller ikke noget formål med at sætte komma foran men blot for at markere det samme betydningselement en gang til.
2. Grammatisk forhold Den anden forklaring kan være at men er en konjunktion og derfor ofte står i spidsen for en ledsætning eller bisætning. Hvis ledsætningerne i en helsætning er to eller flere hovedsætninger, er de altid adskilt med et komma, og den sidste af dem indledes med en konjunktion: Ånden er redebon, men kødet er skrøbeligt. Denne generaliserende og impertinent juventofile talemåde kan, i hvert fald for mit beskedne vedkommende, ændres til: Ånden er redebon, og kødet er ligeså. Som det ses, påvirkes tegnsætningen ikke af hvilken konjunktion der vælges, eller af tekstens semantiske indhold. Hvis ledsætningerne i en helsætning er en hoved- og en bisætning i dén rækkefølge, skal et traditionelt komma i princippet altid stå dér hvor hovedsætningen holder op og bisætningen begynder. Da konjunktionen jo netop står som det første ord i bisætningen, vil men altid stå lige efter et traditionelt komma når ordet indleder en bisætning. De fleste skelner imidlertid ikke mellem ordet selv og den plads ordet står på, og er heller ikke opmærksomme på at alle fire pladser i bisætningens forbinderfelt stadig er der selvom de ikke er udfyldt. Hvis konjunktionens plads er udfyldt med men eller en anden konjunktion, er det i lige så høj grad ordet her der har en fast placering i forhold til kommaet, som omvendt; det enes eventuelle tilstede- eller fraværelse er hverken årsag til eller forårsaget af det andets ditto. Da men ligesom andre konjunktioner også kan placeres andre steder end i begyndelsen af en ledsætning, kan man altså ikke alene på dette grundlag udlede nogen fast regel om at der altid skal sættes komma foran ordet blot på grund af en egenskab ved ordet selv. Dét fremgår desuden af at der ikke også konsekvent skal sættes komma foran andre konjunktioner som f.eks. og og eller. Det er altså næppe dér hunden ligger begravet.
3. Grammatisk modsætning Hvis det ikke er nødvendigt med kommaet for at markere et modsætningsforhold mellem de led der står før og efter men, og kommaet heller ikke skyldes at men er en konjunktion, kan den tredje forklaring tænkes at være en kombination af de to andre. Der er nemlig flere forskellige slags konjunktioner, og men er en såkaldt adversativ konjunktion. I tysk, som jo har sat et voldsomt præg på dansk, skal der af en eller anden grund altid sættes komma foran sådan nogle krabater når de forbinder sideordnede led. (Når de forbinder en underordnet ledsætning med en overordnet, står der i forvejen et komma efter denne, og så kan det jo være lige meget — men derom senere). Da det danske grammatiske/traditionelle komma som bekendt er en efterligning af det tyske, er det en nærliggende tanke at også den nye regel er en afsmitning herfra. Hvis dét er tilfældet, er indførelsen af reglen (som indførelsen af grammatisk komma i øvrigt) sket på en underlig bagvendt og halvhjertet måde. I tysk, og især (på de fleste punkter) i den nye retskrivning, bestræber man sig på den højest mulige grad af systematik og logik. I stedet for blot at foreskrive at der sættes komma foran aber, doch, jedoch og sondern, og eventuelt begrunde det med at de hører til en bestemt ordklasse, er man i der amtlichen Regelung der deutschen Rechtschreibung, § 72 E2, gået den anden vej: Man har foreskrevet at der sættes komma foran entgegenstellende Konjunktionen når de står mellem sideordnede ord eller ordgrupper, og så nævnt nogle eksempler herpå. Sådan har man ikke gjort i den danske retskrivningsordbog; her står der bare i § 47 at der "sættes komma (eller et andet tegn ...) foran men", basta. Ikke antydning af begrundelse. Oven i købet er det stakkels sagesløse men det eneste ord i hele det danske sprog der ikke har lov til at forekomme uden et tegn foran; som nævnt ovenfor gælder reglen ikke for noget som helst andet ord. Dét vil jeg påstå ikke er tegnsætning, det er at stave men med fire bogstaver: komma - m - e - n!
Den normale ,men forkerte placering Denne nye stavemåde medfører også et helt andet problem: Det er almindelig praksis, både i dansk og mange andre sprog, at man laver en form for adskillelse, oftest blot et mellemrum, mellem hver af de grupper på ét eller flere bogstaver og/eller tegn der udgør et ord. (Læg for øvrigt mærke til at jeg ikke har sat komma foran subjunktionen at i den foregående helsætning — forklaring følger). Hvis vi ser bort fra tal med decimaler, står et komma altid som det sidste tegn i sådan en gruppe; det kan ikke stå alene, og dets placering som sidste tegn er mindst lige så fast som placeringen af de øvrige tegn i gruppen. Kommaet er imidlertid ikke en integreret del af gruppen og har derfor ingen indflydelse på gruppens semantiske eller grammatiske betydning. Dette skyldes at kommaerne — med en enkelt ulyksalig undtagelse — ikke hører sammen med de enkelte ord ,men er et led i sætningsstrukturen: De markerer at én del af helsætningen slutter eller afbrydes her og eventuelt bliver genoptaget senere, og at det følgende ord hører til en anden del af helsætningen. Det kan diskuteres om et komma markerer afslutningen på én del af helsætningen eller begyndelsen på en anden del. Da dets "geografiske" placering nu engang altid er på venstre side af mellemrummet, vil jeg holde mig til at det hører sammen med den gruppe tegn som det også står sammen med, og følgelig markerer afslutningen på den del af helsætningen som gruppen indgår i. Sådan var det i hvert fald i dansk indtil hhv. 1986 og 1996 ,men hvis den nye regel skal tages for pålydende, er vort sprog blevet beriget med et nyt ord, hvor det forreste tegn i gruppen er et komma. Jeg har blot endnu aldrig set nogen skrive på den måde med vilje, og Sprognævnet gør det heller ikke selv i de eksempler der vises i § 47: Også her står kommaet som sidste tegn i en gruppe, hvorefter der er det normale mellemrum hen til den næste gruppe, som består af de kun tre tegn der hidtil har betydet ,men. Med andre ord står kommaet ikke foran ,men, det står efter det foregående ord, ligesom alle andre kommaer. Dette kan selvfølgelig blot være en trykfejl i Retskrivningsordbogen ,men jeg tror snarere at det er reglen der formuleret forkert. Den rette ordlyd burde altså være: Der sættes altid komma eller et andet tegn efter det ord der står foran men. Eller er det meningen at man skal skrive som jeg gjort i dette afsnit?
Skæg for sig og snot for sig Men man kan jo også sætte andre tegn end komma foran men, f.eks. tankestreg eller semikolon. Dermed opstår der yderligere to uafklarede spørgsmål i forbindelse med reglen: For det første gælder reglerne for punktum kun for punktum, reglerne for kolon kun for kolon osv. Det samme er tilfældet med alle andre regler for komma, men ikke § 47, som også gælder for andre tegn. Er denne regel så virkelig en kommaregel, eller hører den hjemme et andet sted, f.eks. i ordlisten (hvor men på traditionel vis er skrevet med kun tre tegn)? Og når det, for det andet, kun drejer sig om at man skal brændemærke dette ene ord så folk kan se at det er anderledes end alle andre, er det så ikke bedre at anvende et tegn som ikke bruges til andet, og kun anvende dette ene tegn? Derved undgår man også at læseren fejlagtigt tror at kommaet tjener et eller andet praktisk formål i sætningen ligesom alle andre kommaer (eller, for traditionelt kommas vedkommende, nogle af dem). Strengt taget kunne man vel lige så godt bruge det der omvendte spørgsmålstegn som man har i spansk, eller tegne en lille muhko. Desuden dækker modifikationen "eller et andet tegn" over at reglen ofte ikke finder anvendelse alligevel. Når ¿men er det første ord i helsætningen, står der alligevel altid et eller andet tegn efter det foregående ord — hvis der da ér noget foregående ord; hvis ikke, kan man jo heller ikke sætte noget tegn efter det. Når der står et andet ord foran _ men i helsætningen og der i forvejen af andre grunde står et komma eller et andet tegn efter dette foregående ord,, er reglen irrelevant:: Man sætter jo ikke to ens sætningstegn efter hinanden.. Hvis man insisterer på at bevare § 47, bør den altså ændres til følgende ordlyd: Hvis der står et ord foran men, skal der sættes et komma eller et andet tegn efter dette ord medmindre der står et i forvejen.
Afskaf § 47 Men hvorfor vil man overhovedet bevare § 47? I de tilfælde hvor det er hensigtsmæssigt med et tegn foran men, står der alligevel et af andre grunde; og hvis der ikke allerede står et tegn, er der heller ingen grund til at sætte et. Det ses f.eks. i de følgende tre sætninger, som jeg har fundet i Erik Hansen og Kirsten Rasks ellers udmærkede lille bog Sætning, komma — kommasætning: 114. Det var en dyr men lækker middag. 115. Hun løb hurtigt men elegant. 116. Du kommer for sent men det gør ikke noget. Hvis man udskifter men med og i alle tre sætninger, skal der kun sættes komma i sætning 116, hvor det står mellem to hovedsætninger; i de to andre kræver reglerne hverken komma eller andre tegn. Hvis man vil markere en emfatisk pause foran subjunktionen, er det i alle tre sætninger bedre at gøre det med en tankestreg end med et komma. Det gælder også ved men: Enten kommer § 47 for sent med sit komma, eller også gør kommaet mere skade end gavn. I sætning 114 kan de to ord men lækker trækkes lidt ud af sætningen og gøres til et parentetisk indskud ved at man sætter komma omkring dem, dvs. både efter dyr og efter lækker. På den måde får man også komma foran men, blot af en anden årsag, og derved bliver § 47 overflødig: Man sætter jo ikke to kommaer det samme sted. I sætning 115 kan et komma foran men i praksis kun tjene til at markere en emfatisk pause, men det gør man bedre med en tankestreg. Sådan en kan man også flytte hen foran hurtigt hvis man vil have pausen dér, og så vil et komma foran men spolere hele rytmen i sætningen. I sætning 116 står men som det første ord i den anden af to hovedsætninger, og de skal alligevel adskilles med et komma eller et andet tegn. Så er der jo ingen grund til at komme rendende med § 47 bagefter og sætte et tegn der står der i forvejen.
Bare en fiks ide Sådan noget er det imidlertid ikke nemt at forklare "den dummen Dänen", som dels principielt foretrækker faste vaner frem for aktiv tankevirksomhed, dels lige så stædigt nægter at lære grammatik som de insisterer på at anvende den i deres tegnsætning. Eftersom danskens horisont ofte ikke er videre vid, kan det formodes af man blot har observeret at der tit står et komma foran men, og så, uden at tænke mere over dén sag, besluttet at det nok er en fast regel, og at det følgelig må være en fejl alle de gange det ikke står der. Det har man så rettet sig efter i et sådant omfang at Sprognævnet nu har accepteret det som normalt dansk og kanoniseret det i Retskrivningsordbogen. Men det var ikke nogen fejl at man tidligere ikke konsekvent skulle sætte komma foran et enkelt tilfældigt ord blot på grund af ordet selv. Derfor er det både ærgerligt og urimeligt at en eller anden fiks ide også skal gå ud over os der bruger den nye version af pausekommaet, som i stedet for sit misvisende officielle navn lige så godt kunne have heddet logisk komma — hvis det ikke lige var fordi man nu, som intet andet end en pavlovsk reaktion, partout skal sætte komma foran men. Jeg foreslår derfor at man ved den næste revision af Retskrivningsordbogen afskaffer § 47.
| ||
English
Deutsch